De 4 a'er

Totalkommunikation og kommunikationens 4 a’er

Begrebet “totalkommunikation” har haft stor betydning for vores nytænkning inden for hele kommunikationsområdet og ikke mindst omkring forståelsen af den tidlige kommunikationsudvikling hos børn og kommunikationen hos andre dyrearter.

En ny afgrænsning af kommunikationsbegrebet har udkrystalliseret sig i løbet af halvfemserne. Den er hensigtsmæssig, hvis vi ønsker at beskrive kommunikationen, som vi arbejder med den i dag specielt i forbindelse med kommunikationshandicappede. 

Vi kan tale om kommunikationens 4 a’er: 

Den almindelige kommunikation
Den augmentariske kommunikation 
Den alternative kommunikation. 

Endelig findes der et fjerde a: Den adfærdsbetingede kommunikation. 
Denne henviser til de kommunikative elementer ved al form for adfærd – eller sagt med andre ord: 
Man kan ikke ikkekommunikere!

Den almindelige kommunikation: Samfundets primære tale- og skriftsprog, hvilket i Danmark vil sige dansk. 

Augmentarisk kommunikation: I visse kommunikationssituationer vil der kunne være behov for at supplere den almindelige tale med andre signaler, vi er her tilbage i totalkommunikationsmodellen, hvor de forskellige kommunikationstyper kan supplere hinanden.

Hvor et kommunikationshandicap foreligger, vil der være et endnu større behov for at finde frem til, hvilke augmentariske kommunikationsformer der er mest hensigtsmæssige. For en stor gruppe vil tegnstøttet kommunikation være en effektiv metode til såvel udvikling af sproglig kommunikation som forståelse af andres kommunikation. 

Den alternative kommunikation: Denne kommunikationsform indebærer, at den almindelige kommunikation af den ene eller anden grund ikke er farbar som kommunikationsmiddel mellem en person og andre, som benytter det almindelige sprog. Her gælder det om at finde et alternativt sprog, som kan træde i stedet for det almindelige helst på en sådan måde, at den almindelige kommunikation kan blive indlært som andetsprog.

I de fleste dagligdags kommunikationssituationer vil der i situationen være rigeligt med information til, at afsender og modtager kan forstå hinanden. Dette beror dels på den overbestemthed af budskabet fra afsenderen, dels på at modtageren har en såkaldt forståelsesreserve, som gør, at han kan opfatte meddelelsen, også selvom der er “støj” i situationen. Den vigtigste reserve er under normale omstændigheder det kommunikative fællesskab, som findes mellem afsender og modtager, som følge af at de har fælles sprog, er opvokset i samme kultur, herunder har gennemgået samme uddannelser osv. Generelt gælder det, at jo større det kommunikative fællesskab er, jo lettere vil en kommunikation foregå.

I forståelsesreserven indgår også, at modtageren ikke behøver at modtage med kun en sans, f.eks. udnytter alle mennesker synet til at mundaflæse afsenderen specielt i støjfyldte omgivelser. Selvom vi ikke er os det bevidst, vil vi i høj grad trække på hele totalkommunikationsspektret af muligheder for at understøtte, uddybe og illustrere den information, som vi ønsker at videregive til en anden.

Formålet med en oversigt som ovenstående er at henlede opmærksomheden på de områder, som bør medregnes, hvis der skal laves en udførlig analyse af den totale kommunikation i en given situation. Dette er ikke ensbetydende med, at disse områder eksisterer uafhængigt af hinanden, tværtimod er der en sammenhæng mellem dem, som medfører særlige forhold, hvis der kommunikeres samtidig ad flere af disse kanaler. En meddelelse kan således overbestemmes ved at blive fremsendt samtidig ad flere kanaler – forudsat at der er harmoni imellem budskaberne, ellers opstår der forvirring og evt. konflikt.

Du kan læse mere om de 4 a'er her.